Sven Okkels 2019:

“Jeg har altid tegnet og malet og haft en umættelig interesse for astronomi og biologi – og verden i al almindelighed.
     Denne trang til at æde verden får jeg tilfredsstillet ved at tegne, hvad jeg ser. Jeg tegner i sort streg ligesom japanerne og kaster det bort, som jeg ikke behøver. Stregerne kalder på hinanden og skaber krop imellem sig. Konturernes magi! Formen bliver til for mine øjne.
    Fra tegningen går jeg til akvarellen. Her sætter jeg farve på verden og indfører en vis geometrisering af motivet.
    Akvarellen, der ligesom tegningen er noget i sig selv, bruges også – hvis jeg vil – som forlæg til det endelige oliemaleri.

Jeg har levet i 90 år, tegnet i 80 år, malet i 70 år og udstillet i 60 år! Jeg er et lykkeligt menneske. Jeg maler stadig. Men først og fremmest er jeg gift med Mia! En pragtfuld kvinde fuld af evner og energi. Hun har ovenikøbet født mig tre børn, som sammen med vore svigerbørn har skaffet os 10 børnebørn indtil nu.
      Livet er gnistrende spændende – hele tiden! Jeg tvinger mig til at undgå spild-tid, unødvendig opvarmning og dårlige undskyldninger for at undgå ubehagelige opgaver. Der er kun en ganske kort vej fra ikke at gide til at gide!
    Begejstring er det allerbedste middel til at komme den medfødte dovenskab til livs. Og det, der befordrer dette egen-kick er begejstringen, ja – især begejstringen over det at lave billeder. Det er dér det ligger. Kort sagt fryden ved at være.
    Er det alt? Ja, det er det hele.

Mit liv har været fuld af oplevelser. Jeg har aldrig kedet mig, for jeg har altid arbejdet med billeder. Selv om min tilværelse rummer andre værdifulde sager, som familie, filosoferen og brevskrivning, er billedskaben en absolut nødvendighed for mig. Måske kunne jeg være blevet teolog, filosof eller opdagelsesrejsende, men har foretrukket kunstnerens liv. Det spændende er, at tanken aldrig står stille. At der altid melder sig nye, hidtil uprøvede muligheder i det menneskelige, og at fantasien er så nødvendig i dagligdagen, at den oplyser selv mørke passager og leder frem mod ukendte landskaber.
    Jeg har altid været noget af en enegænger, men er ellers glad, fri og vil selv. Kan reparere ure og cykler. Laver selv mine lærreder og river farver, som jeg kommer på tuber.

Jeg holder af Tizian, Goya, Matisse, van Gogh og alle de andre klassikere. Studerer altid de japanske træsnitskunstnere og undgår naturalisme, men ønsker ikke det nonfigurative. Jeg anser mig for en geometrisk klassicist, der ikke vil undvære naturens overdådighed.

Videnskabelige tidsskrifter er jeg meget optaget af og så elsker jeg musik. Kan ikke undvære de klassiske programmer mens jeg arbejder foran staffeliet. Det skaber en atmosfære af ro og glæde, der egentlig ikke påvirker selve de maleriske funktioner; men musikken fanger mit jeg ind i den verden, hvor billedet eksisterer.
     Jeg glider totalt ind i den verden, som min sjæl befinder sig i, hvad enten jeg er på teatret, ser film, hører koncert eller læser en god bog. Denne tilstand minder om søvn, en drømmenes verden, som jeg ønsker og forfølger – og som bringer mig ud over dagens trivielle gøremål. Ofte bliver jeg bidt af en bestemt komponist og så må jeg have ham på hele tiden. Hans værker lægger sig som en atmosfære over alting. Livet bliver frydefuldt. Farverne er naturens livseleksir, som kunstneren destillerer over på lærredet.

Farverne er knyttet til naturens ting og væsen og rummer symbolerne i sig selv. Jeg tror ikke på de videnskabelige katalogiseringer som farvecirklen etc. De hjælper ikke kunstnerisk. Jeg indskrænker mine farver til en snes stykker plus hvidt. Jeg blander ikke farverne indbyrdes; kun med hvidt for at lysne dem. Således forenkles farvevalget og harmonierne er absolutte som i musikken, hvor tonerne ligger fast i oktaverne.

Jeg har rejst meget. Både alene og siden 1963 sammen med Mia. Det er i dag et særsyn at tegne, når man rejser. Det gør jeg! Min tegnekasse over skulderen rummer papir, pen og tegnebræt. Den har fulgt mig i over 60 år. Jeg har selv lavet den. Den er slidt og patineret.

I mit atelier opbevarer jeg mapper med alle mine tegninger fra hele mit liv. Mange, mange tusinde. Jeg gemmer dem alle. De vejer til. De er fyldt af materiale og minder. Masser af mapper der rummer råmaterialer til billeder. Mapperne er markeret med fx: Paris 1960-62. Provence 1966. 1971. Rom, Venedig 1957-58. USA 1978. 1988. Sydamerika 1998. Egypten 1963. 2000. 2006. Der er mapper med ordene: Havnemotiver. Teatertegninger. Balletten -81. Huse. Eller: Køer, Får. Blomster. Sommerlandskaber. Og så er der en masse modeltegninger af kvinder, tegnet fra 1989 til 2005. Alle disse tegninger er blevet brugt til videre inspiration eller venter i en tornerosesøvn på at blive kysset til live og opstå som akvarel eller oliebilleder.
    Hvor farverne giver et billede liv, giver kompositionen billedet uforgængelighed. Billedets opbygning berører arkitekturens fasthed og geometriens absolutte verden. Kompositionen muliggør også begreber som fødsel, liv, himmel og død gennem hjørnernes symbolik og retningens bevægelse. Jeg opererer med sorte geometriske tegn som streger, buer og vinkler til at skabe bevægelse hen over lærredet på tværs af farver og form. Endelig benytter jeg konturerne mellem figur og baggrund som formskaber og belysningsmulighed samtidig med, at jeg kan bevare tingenes lokalfarve. Som noget nyt har jeg tilført mine malerier en billedforklaring i mit selvkonstruerede runealfabet.

Jeg har aldrig været medlem af nogen kunstnersammenslutning bortset fra udstillinger med en malerven gennem ti år. Jeg har udstillet meget i Den Frie Udstillings Bygning i København og siden i Brøndsalen på Frederiksberg.
    Jeg er en kunstner der vil selv – og elsker det. Mit hidtidige liv opfatter jeg som et projekt, en sammenhængende række af billedmæssige ideér og løsninger, der logisk følger på hinanden. Jeg mener ikke, jeg har fulgt nogen kunstnerisk mode, selv om jeg ved, at det næppe kan undgås.
    Når jeg ser tilbage på min produktion kan jeg se, at nok er der sket en udvikling, men grundlæggende kan jeg konstatere, at det oprindelige, appetitten på tilværelsen og naturen er den samme som for 70-80 år siden. Og jeg kan kun være taknemmelig og takke min skaber.
    Gennem alle år har jeg studeret de store mestre, ved at tegne efter og bruge øjnene. Jeg kender dem så godt fra reproduktioner. Mange kender jeg også fra personligt møde rundt om på museer. Nogle har jeg haft den glæde at tegne in natura.

Jeg skriver meget ind imellem arbejdet med billederne. Mens de står på staffeliet og venter på det geniale penselstrøg. Ja, så sætter jeg mig tilbage i stolen, ta’r papir og pen og skriver. Ofte blot tanker fanget i flugten. Ført nede på papiret hænger de fast, parat til at tale til øjet der søger. Men jeg skriver også til nogle venner, som jeg ved gerne deler mine tanker. De får dem ud af luften uden forpligtelse. Det er nok bare at fæstne tankerne, fastholdt med min pen. Et angreb på døden. Som ikke frygtes! Som gerne må indfinde sig – vi kan jo ikke undgå den. Den sættes dog skakmat en lille smule for hvert ord der skrives på papiret – og for hvert billede der bliver til.
    Jeg har helt fra de unge år ført dagbogsnotater. Filosofiske og videnskabelige emner veksler med rent praktiske gøremål som palettens farvemuligheder Jeg er en ivrig læser. Marcel Proust er min yndlingsforfatter; har læst “På sporet af den tabte tid” igen og igen. Jeg kan hoppe ind midt i romanen og straks finde mig hjemme. Det er som at studere en tegning af Rembrandt eller Picasso. En hånd rummer i et par streger hele kunstværkets sjæl. Proust ser med ord. Den verden han beskriver er for en billedkunstner velkendt område. Men han når hjertet ad andre veje. Ordene er hans farver, paletten hans syntaks.
    Hvorfor skriver jeg? – For at leve evigt!
    Hvorfor maler jeg? – For at leve nu!
    Hvorfor tegner jeg? – For at redde nu’et fra forgængelighed.

At være kunstner er at bringe mening ind i det uforståelige. Alt det som vi i dagligdagen almindeligvis anser for drømmeri og spild af tid og kræfter, forvandler kunstneren med sin intuition og energi til en realitet, som vi slet ikke kan undvære. I hverdagen synes kunst ekstravagant ligesom begrebet kultur. Men den opta’r alligevel en hædersplads i vor tankeverden. Ja måske er kunsten det eneste, som vi kan leve med uden bekymring.”